You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Valuer har rejst 100 mio. i kritiseret børsnotering. Nu vil direktøren gerne have lov at tale om teknologi og vækst

AI-platformen Valuer har på rekordtid rejst 100 mio. kroner gennem en børsnotering på First North. Mens nogle investorer har kritiseret det unge selskabs værdisætning på 300 mio. kroner, tror direktøren stålfast på strategien og vil nu ud og bevise potentialet.

AI-platformen Valuer har på rekordtid rejst 100 mio. kroner gennem en børsnotering på First North. Mens nogle investorer har kritiseret det unge selskabs værdisætning på 300 mio. kroner, tror direktøren stålfast på strategien og vil nu ud og bevise potentialet.

Det bare fire år gamle startup Valuer har netop rejst 100 mio. kroner på vækstbørsen First North til en værdisætning på imponerende 300 mio. kroner. Og interessen for selskabet var stor: 55 mio. var tegnet på forhånd, de øvrige 45 mio. blev fundet så hurtigt, at selskabet måtte lukke for investorer før tid – og alligevel endte der med at være overtegnet 190 procent.

”Tegningsperioden gik jo over al forventning. Vi oplevede en massiv interesse fra investorerne og lukkede fortegningen efter bare to investormøder. Så der har været rigtig stor interesse for Valuer og for vores vision. Det er vi selvfølgelig rigtig stolte af, og det har været overvældende at være vidne til den store tillid og interesse, som investorerne har vist os gennem hele processen,” siger Dennis Poulsen, CEO og medstifter af Valuer.

I stedet for at gå efter at rejse penge til væksten gennem flere runder fra private investorer og venturefonde, blev Valuer endnu et i rækken af startups, der med succes har rejst penge på vækstbørsen First North det seneste år. Og for startuppet var børsen den helt rigtige vej.

”Vi har arbejdet ekstremt hårdt de seneste fire år med at udvikle platformen. Det er jo det, vi har haft fokus på: At få platformen gennemtestet og udviklet med de rigtige kunder, som bruger den. Nu er vi nået dertil, hvor vi har et godt product market fit, vi er klar til at komme ud over stepperne, og vi mente derfor, at en børsnotering ville støtte op om vores internationaliseringsstrategi,” siger Dennis Poulsen.

Med blåstemplingen fra børsen gør den unge virksomhed sig nu klar til at gennemføre ekspansionen, som skal starte med salgskontorer i London og New York og ende med en trecifret millionomsætning indenfor få år.

Vil være stamstedet for innovatører

Med ordet ‘innovationsøkonomi’ og det noget kryptiske budskab om at ville være ”den globale go-to platform for innovation”, har Valuer både fået prisen som ”Best Newcomer” i 2018 og ”Årets Guldæg” i 2019. Men hvad betyder visionen om at få innovationsudbud og -efterspørgsel til at mødes gennem platformen?

Læs også: Valuer blev årets Guldæg

”Vores ønske er, at Valuer bliver det sted, man går hen, når man som virksomhed har brug for innovation i den ene eller anden retning – uanset om man vil købe sig til det, lave partnerskab omkring det eller source ind som leverandør. Vi vil være platformen, der giver adgang til alle de muligheder,” siger Dennis Poulsen.

Sådan så det ud i 2018, da Valuer modtog prisen som “Best Newcomer” til Nordic Startup Awards.

Fra dag ét har Valuer slået sig op på at være en platform drevet af kunstig intelligens. En platform hvor machine learning og algoritmer på vegne af kunden dykker ned i Valuers database og vender tilbage med de startups, der matchede kundens ønsker bedst. Men i dag har platformen et bredere tilbud til sine kunder, som også handler om at forstå innovation på et givent marked mere generelt.

”Det handler ikke kun om at finde nålen i høstakken. Man skal også finde høstakken. For hvis man ikke ved, hvor høstakken er, ved man heller ikke, hvor man skal lede efter den,” siger Dennis Poulsen og fortsætter:

”Vi laver tekniske analyser af markedet fra et makroperspektiv. Gennem analyserne hjælper vi kunderne med at forstå markedet omkring dem og identificerer innovative muligheder.”

Prominente virksomheder som Ørsted Ventures, Grundfos og Nilfisk er anført som kunder på Valuers website, hvor de roser Valuers evne til at finde frem til de rette startups og skabe overblik over et givent marked og dets trends.

Hvad kunderne helt lavpraktisk modtager fra Valuer, og om arbejdet er endt ud i konkrete teknologiprojekter, samarbejder eller opkøb af startup eller teknologier melder historien dog ikke noget om – af konkurrencemæssige årsager, forklarer Dennis Poulsen. Men på et mere generelt plan siger han:

”Vores kunder bruger Valuers platform til at føde ind i alle de forretningsstrømme, de har, hvor der er behov for at tænke i en ny retning eller finde en ny teknologi. Tidligere gik de til fire sædvanlige leverandører, for at få dem til at byde på projektet. I stedet kan de nu bruge os til at kigge ind i innovationsstrømmene ude i verden, og få en datadrevet rapport tilbage, så de hele tiden har en forståelse for, hvad det er for nogle muligheder, der er i markedet,” siger Dennis Poulsen.

Kritisk værdisætning

Selvom Valuer lukkede sin børsnotering før tid, har der forud for noteringen været kritik af den høje værdisætning på 300 mio. kroner – anført i blandt andet i Børsen og Økonomisk Ugebrev. Og i den første uge efter noteringen er aktien faldet 30 procent – fra introduktionsprisen på 13 kr pr. aktie til cirka 9. kroner. Det bekymrer dog ikke direktøren.

Læs også: Ny AI-virksomhed lander tocifret millioninvestering fra store it-investorer

”Jeg har noteret mig, at der er delte meninger om værdisætningen. Men jeg koncentrerer mig om at drive selskabet, og dem der kritiserer valuation, ryster os ikke i vores tro på vores mulighederne. Det vi har fokus på er at eksekvere på vores strategi. Børsnoteringen har givet os en fænomenal spillebane, og vi ved, at der ikke er en platform derude, der kan det samme som vores,” siger Dennis Poulsen.

I dag er maskinen næsten automatisk

Hvor en af de unikke salgspunkter for Valuer tidligere var et agent-netværk, som virksomheden brugte til at spotte nye startups ude i verden, satser Valuer i dag udelukkende på den kunstige intelligens.

”Det er ren og skær maskinlæring, som vi hiver ned over data, som vi får fra markedet. Det er den datadrevne tilgang, som gør forskellen. Kunden siger: Vi er interesseret i A, B og C. Så scrapper vi internettet for de parametre, og så har vi selvfølgelig vores reference-database. Og ud fra al den data bruger vi maskinlæring til at tegne en analyse op,” forklarer Dennis Poulsen.

Ifølge børsprospektet er graden af automatisering i analyserne steget fra 15 procent i slutningen af 2017 til i dag at være 90 procent automatiseret. Og ifølge direktøren, er det den høje grad af automatisering, der nu gør virksomheden klar til at skalere.

”I de tidligere versioner, hvor det hele var mere håndholdt, var der ikke et skaleringspotentiale. Men vi har udviklet teknologien i platformen for at gøre den så automatiseret som overhovedet mulig, og i dag sker 90 procent af arbejdsprocessen via platformens AI-teknologi. Derfor mener vi også, at vi er klar til at blive introduceret til det internationale marked og øge kundetilgangen,” siger Dennis Poulsen.

Forventninger til fremtiden

Kritik af værdisætningen og hemmeligheder omkring konkrete samarbejder gennem platformen ændrer ikke på, at Valuer nu gør klar til at vokse. Internationalt. Mellem 70 og 80 procent af de 100 mio. fra børsnoteringen er øremærket markedsføring og salg.

Det betyder ifølge Dennis Poulsen, at selskabet skal åbne kontorer i London og New York i indeværende år, og han regner med at ansætte 40 nye medarbejder, så staben vokser til 65 personer i alt.

”Vores fokus ligger på at hente nye kunder international og markedsføre platformen, og få ansat en masse nye dygtige medarbejdere, der kan være med til at løfte potentialet. Vi har en stålsat tro på, at vi kan levere på den strategi, vi har lagt for dagen. Det er det alle i forretningen tænker på lige nu,” siger han.

Og går strategien, som den skal, regner Valuer med at tjene penge i udgangen af 2023 – med en omsætning på cirka. 100 mio. kroner.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY