You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup gør det muligt at tracke styrketræning og crossfit automatisk

Det er helt almindeligt for løbere, og nu har to erfarne it-folk også udviklet teknologien, der gør det muligt at måle og analysere træningen nede i fitnesscentret helt automatisk. Målet er at blive verdens førende udbyder på området.

Har løbeturen overhovedet fundet sted, hvis ikke den er tracket og uploaded til Strava eller Runkeeper? Sportstracking er blevet allemandseje, og der findes et hav af muligheder for at måle, veje og analysere løbetræningen eller cykelturen. Men samme mulighed har man ikke, hvis man dyrker crossfit eller anden styrketræning.

Det har startuppet Atlon dog tænkt sig at lave om på. Virksomheden har nemlig udviklet en ny løsning, der med kombinationen af en app, kloge algoritmer og et Apple Watch gør det enkelt og automatisk at tracke træningen.

”Vi sammenligner os med, hvad Strava eller Endomondo er for løbeverdenen: Vi vil være dem, der gør det nemt at tracke og måle på crossfit og styrketræning,” siger Mathias Bak Bertelsen, der sammen med Peter Kristensen står bag Atlon.

Med et Atlons teknologi og et smartwatch på håndleddet mens man crossfitter, finder appen selv ud af, hvilke øvelser der bliver lavet, hvor hurtigt de bliver udført, og om træningen er varieret nok, så brugeren får mest muligt ud af træningen.

Udsprunget fra Uber

De to stiftere af Atlon er begge dataloger fra Aarhus Universitet, men mødte først hinanden da de efter uddannelsen blev ansat i den aarhusianske udviklingsafdeling hos det hæsblæsende transport-startup Uber.

Her brugte de sammen fem år på at udviklede infrastruktur mens tech-virksomheden buldrede afsted med vanvittige vækstrater over hele verden.

”Det var sjovt at arbejde med systemer, hvor man ikke bare kunne tage noget ned fra hylden, som virkede – alting var bare så stort, at man var nødt til at bygge sit eget,” husker Peter Kristensen om tiden i Uber.

Selvom Atlon endnu ikke har fået brug for samme voldsomme skaleringsløsninger, er det alligevel tiden i Uber, der har dannet grundlag for de to stifteren spring ud i tilværelsen som iværksættere.

”Jeg tænkte: Nu har jeg lært noget fra de her afsindigt dygtige mennesker, så lad os prøve at stå på egne ben. Jeg havde lavet crossfit i et par år, og synes der manglede noget tech indenfor det, som gjorde det muligt at tracke,” fortæller Mathias Bak Bertelsen.

Og netop fordi teknologien ikke fandtes i forvejen, men skulle udvikles fra bunden, blev opgaven udfordrende nok til at han også kunne lokke Peter Kristensen med i virksomheden.

”Hvorfor findes det ikke allerede?”

Når nu sportsapps og tilhørende GPS-ure allerede er voldsomt populære, kan man undre sig over, hvorfor en lang række sportsgrene – inklusiv crossfit – ikke for længst er kommet med på bølgen.

”Det er også det spørgsmål, som de fleste stiller os, når vi præsenterer løsningen – for det er jo helt åbenlyst, at det bør findes. Det er bare svært at gøre ordentligt, for man kan ikke bare bruge én sensor — alt det spændende, som fører til et reelt indblik i træningen, finder først sted, når vi analyserer den data vi får fra uret,” forklarer Peter Kristensen, medstifter af Atlon.

Hvor GPS-optagelse af en løberute er forholdsvist simpelt, så kræver det mere at måle og analysere sportsgrene som crossfit, hvor hele kroppen er i brug. Derfor har det da også taget de to garvede it-folk næsten to år og adskillige prototyper at løse opgaven, med ved hjælp af såkaldt machine learning har de nu skabt en løsning, der er blevet så stabil, at de som de første i verden kan tilbyde automatisk tracking.

Målet er at være førende i verden

Med sin særlige algoritme har Atlon sikret sig en millioninvestering til at videreudvikle løsningen og vokse brugerskaren globalt.

Gennem arbejdet i Uber er de to stiftere da også blevet trænet i at tænke og satse stort fra start. Derfor er ambitionen for det unge startup fra Aarhus først og fremmest at slå igennem i USA.

”Vi har en stærk teknologi, og vores største fokus lige nu er at videreudvikle den, så vi kan blive ved med at tilbyde den bedste løsning. Vores ambition er 100 procent at blive global leder på det her felt. På den måde tænker vi lidt som et startup fra Silicon Valley – bare med base i Aarhus: Det er alt eller intet,” siger Mathias Bak Bertelsen.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY