You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup: »Det handler om at forløse det potentiale, vi hver især går rundt med«

På markedsplatformen Pinploy sætter brugere små og store gøremål i udbud hos lokale altmuligmænd- og kvinder. Nu har de rundet en million kroner i transaktioner og gør klar til at indtage Norden: »Det ligger åbent konkurrencemæssigt og mange af vores nabolande deler vores tillidskultur,« siger folkene bag.

På markedsplatformen Pinploy sætter brugere små og store gøremål i udbud hos lokale altmuligmænd- og kvinder. Nu har de rundet en million kroner i transaktioner og gør klar til at indtage Norden: »Det ligger åbent konkurrencemæssigt og mange af vores nabolande deler vores tillidskultur,« siger folkene bag.

Hverdagens udfordringer kan nogle gange føles som en forhindringsbane, der er umulig at gennemføre. Tøjvask, rengøring, vedligeholdelse, ulykker, uheld, vasken virker ikke, hylden hænger skævt, relæet er dødt. Og så videre, og så videre. Hængepartier hober sig op og tager altid bolig i den dårlige samvittighed.

Men måske skal teknologien – også på dette punkt – redde os. I hvert fald hvis du spørger Saxo Merrild, som sammen med medstifter Patrick Sahlgren i slutningen af 2018 startede Pinploy; en online markedspladsplatform, hvor brugere kan sætte små og store gøremål – lige fra lampeopsætning til akut hundepasning – i udbud, hvorefter lokale eksperter og altmuligmænd og -kvinder byder ind på opgaven gennem tjenesten.

Idéen til platformen har iværksætteren ikke fra fremmede.

“Den opstod, fordi min far har været altmuligmand for en række velhavende udlandsdanskere. De skulle altid have gjort alle mulige forskellige ting: malet vægge, installeret elektronik eller ordnet have. Derfor gik vi ofte og grinede over, at det kunne være fedt at skalere min far. For alle har jo på et tidspunkt stået og manglet en som ham. Men da vi kiggede på markedet, var der kun de her tunge og dyre tre-buds-platforme. Så joken endte med at blive virkelighed, og den vi løb med.”

Konceptet er enkelt: Når en lokal ekspert har påtaget sig en udbudt opgave, betaler brugeren til en sikker PinPloy-konto, hvor midlerne forbliver, indtil arbejdet er fuldført og parterne er tilfredse. For afgiften på 9-15 procent afhængigt af gøremålets størrelse sikrer startupet både forsikring ved skader og agerer mægler, hvis kommunikationen går i knude. Men det sker sjældent, fortæller Saxo Merrild.

“Jo mere tilliden stiger på vores platformen, jo bredere bliver paletten af de opgaver, folk tiltror de lokale specialister. Og så hjælper det, at mange efterhånden har fået et godt renommé. Nogle har allerede over 100 positive anmeldelser, og så føler man sig jo som bruger forsikret om, at vedkommende leverer et godt og ærligt stykke arbejde.”

Pinploy startede med at være webbaseret, men er så senere hen også kommet i app-form.

Bob han bygger (kode)

Markedsplatforme har især i Danmark et blakket ry. Særligt når emnet falder på skattebetaling, hænger der ofte en sorte sky af tvivl over tjenester som Uber og AirBnB. Den udfordring er Pinploy-stifteren dog meget bevidst om, siger han.

“Det er en af de ting, vi pryder os lidt af. Vi tager meget af det her normalt sorte arbejde og gør vores for, at det bliver hvidt. Vi har et helt digitalt spor dedikeret til transaktioner, hvor vi sender regninger i forskellige formater – alt efter brugerens ønske – og laver guides til, hvordan man nemmest kan registrere og betale skatten,” forsikrer Saxo Merrild.

I takt med at platformen er vokset, spænder både brugerne og opgaverne i udbud bredere og bedre. Folk har efterspurgt lidt af hvert; en hemmelig gæst til en konfirmation, en assistent til at bygge en robot, en syerske til at sy den ikoniske kjole fra Pretty Woman eller hjælp til at male et skeletkostume på en, der skulle til Halloween.

Og hvem er de så, de cirka 2800 pinployees, som iværksætteren kalder dem, der bruger platformen til at tjene til dagen og vejen?

“Vi troede i starten, at det primært ville blive studerende. Men i takt med at vi vokser, ser vi også, at det i lige så høj grad er pensionerede murer, elektrikere, håndværkere eller andre typer faglærte. Nogen gør det, fordi de ikke kan lade være eller fordi de synes, det er hyggeligt, og andre gør det som supplement til deres øvrige beskæftigelse. Vi har også solo-entrepenører, som bruger det til at skabe kontakt til nye kunder. Det spænder meget bredt.”

Både Saxo Merrild og Patrick Sahlgren har en computer science-baggrund. Derfor står de selv bag Pinploy-systemet. Med Opensource– og egenudviklet kode, over 100.000 datapunkter og over et halvt års intensivt arbejde er det lykkedes iværksætterne at bygge et AI-modul, de kalder ’Byggemand Bob’.

“Ambitionen er, at brugerne behøver indtaste så lidt så muligt, og så sker magien i backenden. Ved at have analyseret mange tusinde linjer data, genkender Byggemand Bob via opgavebeskrivelsen, hvilken type opgave der bliver efterspurgt, og krydser det med en dygtig specialist, der har udført den form for arbejde mange gange før.”

“På sigt vil vi gerne give brugerne mulighed for gentagende ydelser på abonnement som havearbejde, rengøring og indkøb. Derudover vil vi også lave vores eget unikke gebyrsystem, så dygtige og flittige brugere der laver godt arbejde bliver belønnet,” fortæller Saxo Merrild.

Ligger godt til nabolandene

For Merrild og Sahlgren har vejen til i dag være fem fuldtidsarbejdende på Pinploy været relativt traditionel. I hvert fald, når vi taler startups.

“Vi startede ud med at være bootstrapped. Det var meget bevidst, for vi ville ikke finde finansiering, før vi havde vist, at vi kunne få kunder i gennem på platformen,” fortæller Merrild om den spæde opstartsfase i slutningen af 2018.

Efter at have fået over 6.000 brugere og transaktioner for mere end en million kroner, valgte iværksætterne at finde en engleinvestor. Og selvom næste investeringsrunde allerede er planlagt til starten af næste år, handler det ikke om at overtage verdensherredømmet. Endnu i hvert fald. Udviklingen skal ske i etaper.

“I maj i år fandt vi en investor, som vi passede godt sammen med. Hans investering bruger vi nu til at skabe proof-of-business. Gennem den næste runde skal vi konsolidere markedet i Danmark.”

“Men vi ser samtidig, at freelancemarked breder sig over flere og flere brancher i Eruopa. Derfor synes vi, at Norden er et rigtig godt marked for os. Det ligger åbent konkurrencemæssigt og mange af vores nabolande deler vores tillidskultur, så Pinploy-konceptet vil kunne oversættes gnidningsfrit,” fortæller stifteren om strategien fremadrettet.

Selvom Pinploy endnu ikke er verdensomspændende, bliver Saxo Merrild stadig ofte overrasket over, hvordan det cirkulære blomstrer helt af sig selv. Hvis bare det får lov.

“Der var en tømrer, som tilmeldte sig tjenesten for at tjene lidt ekstra penge og hjælpe nogen med at reparere en væg. Men næste uge stod han og skulle flytte. Og så var tanken pludselig nærliggende, at han jo bare kunne bruge Pinloy til at få en hånd med.”

“Og det taler ind i vores eget cirkulære begreb. I fremtiden kunne det være fantastisk at se for eksempel Pinploy-brugeren Lars, der skal have klippet hår af Martin, som så sætter en lampe op for Sanne, og så videre. Det handler om at forløse det potentiale, vi hver især går rundt med og udnytte de ressourcer, der er tilgængelige. Det er lidt drømmen, om man vil,” fortæller Saxo Merrild uden at blinke.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY