You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

StayTheF***Home Desk: Fra ide til kriseskrivebord på 4 dage

På få timer mistede startuppet Stykka kundemøder og potentiel omsætning på millioner. Men de tog arbejdshandskerne på og har på fire dage bragt et nyt produkt til markedet: Et kriseskrivebord i pap.

På få timer mistede startuppet Stykka kundemøder og potentiel omsætning på millioner. Men de tog arbejdshandskerne på og har på fire dage bragt et nyt produkt til markedet: Et kriseskrivebord i pap.

“Det var sådan ret tydeligt den onsdag aften, hvor Mette Frederiksen gik ud og holdt pressemøde. Nærmest indenfor en time blev 2,5 mio. kroner i potentielle ordrer sat på pause, på det ene af vores tre forretningsben,” fortæller Jarl Vindnæs, der er stifter af Stykka.

Startuppet har sat sig selv i verden for at digitalisere møbelproduktion. Nøglen er et digitalt værktøj til at beregne pris på specialdesignede møbler direkte i designsoftwaren og en decentral platform til produktion af møblerne efterfølgende.

På den måde kan virksomheden skræddersy kontormøbler til en pris og med en leveringstid, der minder om de masseproducerede, hvilket de blandt andet har leveret til PWC, Pleo og Unity.

“Foretningen kører og vi har.. eller havde en sund omsætning. Vi kunne i princippet godt sælge fra distance, men mennesker har stadig brug for tilliden ved at mødes face-to-face. Og hvis folk alligevel ikke går på arbejde, har de jo heller ikke brug for kontormøbler – hvilket jo er forståeligt nok,” siger Rasmus Daniel Taun, Head of Business Development and Brand.

Startuppet kunne altså hurtigt se, at en stor del af omsætningen i en den nærmeste fremtid, ville forsvinde.

“Hvad gør man så som startup? Begynder man at græde eller tager man arbejdshandskerne på?” spørger han.

Startuppet Stykka har 3 forretningsben 1 Kontormøbler i skræddersyede pakker til virksomheder 2 Design af løsninger til projektbyggerier 3 Et værktøj og en decentral produktions platform som andre designere kan bruge til at gøre deres design til virkelighed Da første ben i sidste uge med et slag mistede en potentiel million omsætning gik de i gang med at udvikle et nyt produkt

Fra ide til produkt på fire dage

I første omgang brugte Stykka to dage på at sikre, at produktionen stadig kunne fortsætte – både deres egen og hos leverandører til deres produktionsplatform – og at folk kunne arbejde hjemmefra på en fornuftig måde.

Men derefter tog de arbejdshandskerne på og gik i gang med at udvikle nyt.

“Vi snakkede sammen i løbet af weekenden om, hvad vi kunne gøre. Hvilke nye problemer, kan vi løse? Vores superkraft er, at vi på super kort tid kan få nye produkter fra ide til marked, og hvordan sætter vi det i spil?,” siger Jarl Vindnæs.

Med alle billederne af nyoprettede hjemmearbejdspladser, der allerede florerede på de sociale medier, så teamet et oplagt behov, og mødtes mandag eftermiddag i deres eget produktions-lab, for at prototype ideen til en nem hjemmearbejdsplads.

“Vi mødtes 3 mand i vores Lab i en fabrikshal i Glostrup og gik i gang med at produktudvikle. Vi har en situation, hvor folk arbejder hjemmefra, og hvor de har brug for noget ekstra, der måske er ikke-blivende. Så hvordan kan vi gøre det på en ansvarlig måde, når folk måske kaster det ud igen om halvanden måned – hvordan kan vi lave en hjemmearbejdsplads i pap?” fortsætter Rasmus Daniel Taun.

Teamet startede udviklingen kl.15. Prototypen var klar lige inden aftensmaden. Kl.23 var produktet modnet nok til at kunne blive produceret i større antal. Og klokken 2 om natten var produktet fotograferet til salg.

“Tirsdag fik vi gjort det hele klar til produktion og salg og onsdag satte vi webshoppen op, som gik live onsdag aften. Og her til morgen har vi fået vores første ordre – hvilket jo er ret fantastisk. Så vi snakker 4 dage fra ide til første solgte produkt,” siger Jarl Vindnæs, da vi taler med ham torsdag.

Startups – udnyt jeres superkræfter!

For mange virksomhedsejere rammer Corona-krisen allerede økonomien. Men stifterne af Stykka mener, at man – ligesom de selv har gjort – bliver nødt til at få det bedste ud af situationen og forsøge at se muligheder.

“Med store omvæltninger kommer der også nogle muligheder. Man kan sætte sig ned og synes, det er forfærdeligt, eller prøve at navigere i det og skabe nogle løsninger på de nye problemer,” siger Jarl Vindnæs.

Og han mener helt klart, at startups har en fordel, for modsat store, hæderkronede selskaber er de vant til at omstille sig konstant, og kan gøre det hurtigt. Og den superkraft, skal de bruge nu.

“Vi er jo begavet i den forstand, at vores digitale produktionsplatform er klar, så vi kan lettere tilpasse os. Det er sværere, hvis man har en lang værdikæde, som er skudt ind på ét produkt. Men jeg tror pointen er, at man skal gå ind og se på, hvordan man kan tænke markedsføring eller forretningsmodel anderledes. Har kunderne nogle nye behov, som jeg kan møde ved at tweake mit produkt lidt,” siger han.

Og selvom ‘StayTheF***Home’-bordet næppe kommer til at kunne indhente den tabte omsætning, har det været en vigtig øvelse for Stykka i Corona-situationen.

“Overordnet set handler det nok også om at bevise overfor os selv, at man kan arbejde sig ud af det her. Se hvad man kan, hvis man lægger sig i selen – og det tror jeg er vigtigt som startup. Det er en stor fordel, hvis man kan forankre i forretningen, at man tør kaste sig ud i rigtig mange udfordringer og benspænd, hvis bare man har et fokus på at løse problemer,” siger Rasmus Daniel Taun.

StayTheF***Home-bordet er sat til salg på Stykkas nye hjemmeside, som leverer til 12 lande i Europa og til USA. Men designet er også lagt ud som open source, så makere selv kan remixe og producere deres papbord.

Det endelige resultat StayTheFHome Desken som på fire dage er gået fra ide til salg
UGENS STARTUP: