Simone Chimera havde egentlig lige skiftet en stilling i toppen af Yourpay ud med et job i Prestashop. Sådan ét der handlede om at booste kendskabet og øge bundlinjen for webshop-forretningen gennem partnerskaber.
Men da januar 2019 blev til februar 2019 kom en ændring, som vendte op og ned på hans planer.
”Min mor havde været igennem et stråleforløb i slutningen af 2017. Da hun så var til halvårstjek fandt lægerne ud af, at kræften var vendt tilbage. Og denne her gang kunne man ikke stoppe det, for der var spredning,” fortæller Simone Chimera.
Fra at have været fokuseret på, hvordan han kunne gøre en forskel for sin arbejdsgiver, kom tilværelsen nu i stedet til at handle om den terminale dom, som moren lige havde fået.
“De kunne tilbyde livsforlængende behandling, og mens vi sad og overvejede det, sagde min mor bare: Nej. Ikke noget kemo og ingen operation. Der skulle være livskvalitet fra start til slut. Så fra marts var jeg officielt på plejeorlov.”
God medarbejder eller god søn?
Et startup er altopslugende, lyder den veletablerede fortælling i miljøet. I et startup arbejder du benhård – helst 80 timer og ugen – og tilsidesætter venner og familie til fordel for vækst.
Simone Chimera har brugt størstedelen af sit professionelle liv i startups. Han kender miljøet indefra. Han kender de lange arbejdsuger. Og han ved også, hvor vigtig den indsats man ligger føles, når man er en del af et lille team.
Alligevel var han ikke i tvivl om, at hans mor skulle have alt hans fokus, da hun fik den terminale dom. Derfor tog han også dagen efter flyet til Prestashops hovedkvarter i Paris og informerede dem om situationen. Og da de ikke med det samme kunne finde en løsning, hvor der både var plads til mor og virksomheden, sagde han jobbet op og fløj hjem for at tage plejeorlov.
”Min mor havde overvejet det her og sagde nej til kemo foran os. Jeg følte et kæmpe ansvar overfor min mor. Så efter at have snakket med mine brødre tog jeg egentlig hurtigt beslutningen om, at jeg skulle tage plejeorlov. Mor havde takket nej til behandling og besluttet, at den sidste tid skulle være livskvalitet frem for kemo og smerter. Og med så stor en beslutning, skulle livskvaliteten også bare være på max. Så når det kom til stykket, var der egentlig ikke så meget at overveje. Familien først,” fortæller Simone Chimera.
Bucketlisten
Med startup-livet på standby og en ny tilværelse på plejeorlov, havde Simone gjort plads til, at der kunne eksekveres på livskvalitet overfor mor på fuld tid.
”Vi lavede helt konkret en liste over, hvad der var vigtigt for hende. Hvor ville hun hen? Hvad ville hun opnå? Hvad skulle vi have styr på?,” fortæller han.
Punkt nummer 1 var at rejse, for mor ville gerne rejse og havde ikke gjort det i flere år på grund af stråleterapi og smerter.
”Og i min barndom havde hun os ude at rejse altid – som enlig mor til tre. Og da vi har en del familie i Italien var det jo oplagt, at få besøgt dem,” siger Simone Chimera.
Den anden vigtige del var musik, som skulle understøtte oplevelserne – både de gode og de dårlige – i den sidste tid.
”Hun har altid været glad for musik og fest, så jeg begyndte helt taktisk at lave playlister og spille musik for hende. Det kombinerede vi med følelser, og det blev virkelig et projekt at finde musik, der passede til de forskellige dage. Så til kontrol på sygehuset var det én slags musik, og med familien noget andet,” siger Simone Chimera.
Den sidste store del på bucketlisten var at hjælpe andre i samme situation. Derfor involverede de sig rigtig meget i sorggrupper i Kræftens Bekæmpelse.
“Vi snakkede i grupperne om, hvordan man kunne takle den her situation. Mange familier går jo helt i chok og tør ikke forlade job og sikkerhed. Du kan enten vælge at handle aktivt eller at blive i sorgen og forvente medlidenhed. Vi valgte det første, og min mor var jo faktisk mega stolt over at have sagt nej til behandlingen. Og det var klart, at den stolthed bredte sig i gruppen,” fortæller Simone Chimera.
Et tabu i en performance-kultur
Simone Chimera har sin egen lille familie, og derfor fulgte der også nogle økonomiske overvejelser med beslutningen om at gå på plejeorlov, hvor den medfølgende indkomst var væsentligt lavere, end han var vant til.
“Selvfølgelig skal det kunne rende rundt økonomisk, men når man er i sådan en situation, tænker man ikke på penge. Kan man få det til at rende rundt, er det bare med at komme afsted,” siger Simone Chimera.
I virkeligheden var Simones største bekymring, hvordan beslutningen ville blive taget imod i startupmiljøet – om det ville koste point i karriereræset.
Indtil nu er hans bekymringer dog blevet gjort til skamme: Reaktionerne på hans beslutning har kun været positive fra miljøet. Alligevel føler han stadig, at det i performance-kulturen er tabubelagt at vælge familien af kød og blod over startup-familien. I hvert fald hvis man siger det højt.
”Når jeg tager plejerorlov, så siger jeg også fra til noget andet. Jeg har opfattelsen af, at det stadig er lidt tabu, selvom der har været masser af anerkendelse. Ikke alle ville turde at gøre det af frygt for karrieren. Når man lige er blevet chef, er man underlagt et kæmpe pres. Og hvis man siger: ‘Jeg har noget svaghed omkring mig, som kan skade min evne til at levere resultater’, så er der en risiko for at blive omplaceret, blive fyret,” siger han.
Han mærkede selv, hvor følsomt det er at sige nej til det lille team, man går op og ned af hver dag. Men måske kommer presset ikke kun udefra.
”Noget af det, jeg var lidt nervøs for var, at jeg lige havde råbt og skreget om Prestashop, og at nu skulle jeg bare give den gas. Derfor følte jeg et ansvar, da jeg trak mig. Men den opbakning der kom fra erhvervslivet, var bare fantastisk. Så i virkeligheden handler det her måske mere om ens egne forventninger,” siger han.
Det sidste farvel
For præcis et år siden – d. 25. januar 2020 – blev det sidste punktum sat for Simones plejeorlov. Det var nemlig dagen, hvor mor blev begravet. Og selvom det var sørgmodigt, beskriver han alligevel dagen som “verdens smukkeste”, og fortæller med stolthed i stemmen om den styrke og livsglæde, han oplevede fra sin mor i den sidste tid.
”Da hun gik bort, kom det bag på børnebørnene. De vidste godt at Nonna (farmor på italiensk red.) ikke var helt på toppen, men de vidste ikke, hvor kritisk det var. Og da vi så fortalte dem, hvor syg hun i virkeligheden havde været, var de sådan helt: Typisk Nonna! Selvom hun var dødsyg, gjorde hun til det sidste noget ud af sig selv, tog smilet på og var stolt, når hun var sammen med børnene. Og derfor tog børnebørnene det også med et kæmpe smil,” fortæller Simone Chimera.
For ham selv var begravelsen en afslutningen på en hardcore mission om livsglæde, som stod på i et år. En mission han ikke ville have været foruden.
”De fleste tænker først på alt det, de ikke nåede, når de ligger i sygesengen og er ved at dø. Men de ting skal man jo gøre, mens man kan. Og den store overskrift for os har været: Vi hyggede os. Vi fik gjort noget rigtig negativt til noget rigtig fint,” siger Simone Chimera.
I bakspejlet virker bekymringerne om, hvordan startup-livet skulle gå, hvis han dedikerede sig til familien i en periode, da også overvurderede.
“Jeg frygtede jo at blive dømt ude, men det skal man ikke være bange for. For hvad har du at miste? Hvis de ikke vil støtte mig, fordi jeg vil være der for min mor, mens hun er ved at dø, så fuck da dem. Så i virkeligheden er det nok bare et spørgsmål om egne prioriteter. Vil de dig det bedste, og ser de noget værdi i dig, så skal de nok finde en løsning og støtte dig,” siger Simone Chimera.
Og i dag er han da også på det professionelle plan tilbage som kommerciel direktør hos fintech-virksomheden Yourpay.
