Guldæg
Sidste chance for at blive dette års guldæg
Sidste chance for at blive dette års guldæg

Det er ved at være sidste chance for at kaste dit lod i guldreden. Den dansk-israelske iværksætterkonkurrence, Guldæg, lukker for ansøgninger om få dage. Sidste års vinder, Gaest.com, fortæller hvordan sejren blev et vigtigt rygstød. 

Den 30. april lukker Guldæg for ansøgninger til dette års konkurrence. Det er sjette år i træk, konkurrencen løber af stablen. Og det er nu, du skal tilmelde dig, hvis du vil være med i opløbet om at blive dette års Guldæg. Det kan du gøre her.

Præmien er en tur til et af verdens bedste startup-økosystemer, Tel-Aviv. Hvor det danske innovationscenter har skræddersyet et ugelangt program fyldt med møder med investorer, business angels og adgang til den legendariske DLD konference.

Sidste års vinder: Vigtigt rygstød

Derudover giver en sejr en masse omtale i medierne ifølge sidste års vinder Gaest.coms CEO, Anders Boelskifte Mogensen.

“Sejren som sidste års Guldæg-vinder gav os et betydeligt rygstød, og har været med til at åbne op for nye netværk og muligheder. Omtalen alene har været ret værdifuld, ligesom præmien, der både har hjulet os med at skabe nye forretningsforbindelser, men også har givet os mere direkte adgang til flere journalister og medier.”

For Gaest.com giver især den sparring, der foregik – og foregår – stor værdi i deres forsøg på at skabe et nyt marked.

Læs også: Årets Guldæg indtager Israel – over to omgange

De tre bedste idéer bliver udvalgt af en jury bestående af fremtrædende iværksættere og eksperter. Er du blandt de tre udvalgte, skal du på selve finaledagen overbevise juryen om, hvorfor netop dit projekt bliver Danmarks næste IT-succes.

Bag konkurrencen står den Israelske Ambassade i Danmark og Innovation Center Danmark. Som noget nyt bliver Guldæg afholdt på DTU Skylab i samarbejde med Vidensby Lyngby-Taarbæk og så er TechSavvy mediepartner og vil følge konkurrencen tæt.

FLERE FRA COMMUNITY
Mest læste
This site is registered on wpml.org as a development site.