Serieiværksætteren Jakob Neua Nørgaard, der også står bag startuppet Penneo, har kastet sig over endnu et projekt. Alt imens Penneo satser på en børsnotering i år, satser Jakob Neua Nørgaard på digitalisering af ejendomsmæglerbranchen.
Estaldo er navnet på iværksætterens nyeste startup, hvis platform skal bane vejen for et nyt ejendomsmarked, og fjerne den traditionelle ejendomsmægler.
“På et tidspunkt planter de et ‘til salg’-skilt”
I dag er ejendomsbranchen, ifølge Jakob Neua Nørgaard, præget af mange træge, manuelle opgaver – og endnu mere spildtid.
“På et tidspunkt kommer de forbi og planter et ‘til salg’-skilt, og måske åbner de en dør til fremvisning, men mange – vil jeg påstå – sidder i bilen og venter,” siger Jakob Neua Nørgaard.
Den proces vil iværksætteren og hans team ruske op i. Med Estaldos platform fjerner man den fysiske ejendomsmægler. Vurderingen starter på Estaldos hjemmeside, hvor kunden kvit og frit kan indtaste sin adresse og modtage en foreløbig pris indenfor to minutter. Prisen beregnes ud fra algoritmer, der blandt andet tager højde for områdets kvadratmeterpris, markedsforhold og tidligere salgspris.
Du skal selv vise det gode pizzeria
Vil man mere end bare snage, og rent faktisk sælge, bliver der lavet en præcis vurdering, og til et fast salær på 12.500 kroner bliver ejendommen fotograferet og solgt på Estaldos platform – uden om den kaffedrikkende ejendomsmægler.
“Vi fjerner den traditionelle ejendomsmægler, og det sparer kunden i gennemsnit 75.000 kroner,” mener Jakob Neua Nørgaard.
Læs også: Stress stoppede serieiværksætter: “Da min søn fyldte to, følte jeg, at han lige var blevet født”
Den digitale løsning kræver dog også, at sælger selv kommer på banen. Den menneskelige kontakt kan ikke helt undgås, da åbent hus er svært at digitalisere.
“Man skal selv åbne døren for dem, der kommer og vil købe. Du skal selv fortælle dem om det gode pizzeria, eller hvorvidt kaffebaren er fed,” siger Jakob Neau Nørgaard.
Til gengæld tager Estaldo sig af det juridiske papirarbejde, markedsføringen på boligsiderne, forhandlingerne med køberne og de endelige købsaftaler.
Havde ikke bygget noget – havde bare en ide
Den digitaliserede ejendomsmægler er ikke blot brugbar til at snage i naboens ejendomspris – den er også populær blandt investorerne: Estaldo har rejst fire millioner uden en prototype.
“Vi havde nærmest ikke bygget noget, vi gik bare til business angelsEn angel investor er en velhavende person, der tilbyder penge, mentorskab og ekspertise til start-ups og nystartede virksomheder. De påtager sig risici for et More og sagde: Her er vores ide, vil I investere?” husker Jakob Neua Nørgaard.
Efter at have fået business angels med på teamet, henvendte Jakob Neua Nørgaard og hans team sig til Vækstfonden, hvor de med englene i ryggen forsøgte at overbevise Vækstfonden om at skyde penge i deres digitale ejendomsmægler – og det virkede.
“Estaldos automatisering af forretningen ved hjælp af online tools og algoritmer er banebrydende. Dertil har teamet lang erfaring med at bygge online forretninger, og vi tror derfor på, at Estaldo kan vise vejen mod fremtiden, ikke blot i Danmark men også resten af verden,” siger Otto Bjerg Hausgaard, Investment Manager hos Early Engagement, der sammen med andre prominente business angels, som Nicolaj Højer Nielsen samt Morten Wulff fra Gameanalytics, har investeret i Estaldo.
Pengene skal, ifølge Jakob Neua Nørgaard, især fokuseres på, at få folk til at stole på Estaldos ejendomsmægler, selvom de ikke drikker kaffe med hende.