De fire stiftere af Gaest.com (fra venstre): Chris Sørensen, Christian Schwarz Lausten, Jonas Grau og Anders Boelskifte Mogensen.
Gaest.com-stiftere investerer i lokalt startup efter Airbnb-salg
Gaest.com-stiftere investerer i lokalt startup efter Airbnb-salg

Den unge, aarhusianske dele-platform ‘Wedio’ får nu både adgang til kapital og know-how fra de fire Gaest.com-stiftere, som tidligere på året solgte deres egen dele-platform til Airbnb.

Den unge, aarhusianske dele-platform ‘Wedio’ får nu både adgang til kapital og know-how fra de fire Gaest.com-stiftere, som tidligere på året solgte deres egen dele-platform til Airbnb.

Den hurtige forklaring af startuppet Gaest.com blev tidligt ”Airbnb for mødelokaler”, og i januar i år blev det pludselig meget bogstaveligt, da Airbnb faktisk købte den aarhusianske platform.

Læs også: Airbnb køber aarhusianske Gaest.com

Siden er platformen blevet indlemmet i Airbnb-familien og findes ikke længere under sit gamle navn. Men selvom stifterne har fået nye stillinger hos Airbnb, spiller de stadig en rolle i det aarhusianske startup-miljø. Både som sparringspartner for andre virksomheder, og nu også som investorer i startuppet Wedio, som er en deleøkonomisk platform for professionelle videofolk og fotografer.

”Vi prøver at hjælpe nogen, der har gang i noget spændende. Vi har lang erfaring med platformsøkonomi, og med succesen fra Gaest.com har vi jo en viden og en interesse for markedspladser. Både i den forretningsmæssige del, og hvordan man får det ud over rampen,” siger Christian Schwarz Lausten, medstifter af Gaest.com, om investeringen.

Ungt team med den rigtige forståelse

Med Gaest-stifternes investering i Wedio følger både teoretisk og praktisk viden samt sparing på den tekniske front, så den unge platform kan blive klar til at skalere til nye markeder.

Læs også: Deleplatformen Wedio sikrer 2,1 mio. til europæisk ekspansion

“Det er jo så fedt at få en henvendelse fra Wedio, som jeg synes allerede har rigtig meget forståelse for det her felt. De har først og fremmest et godt team. De har både en domæneekspert, der kender feltet rigtig godt, og samtidig har de hele forretningsdelen og den udviklingsmæssige del. Så stifterteamet har 80 procent af de vigtigste kompetencer allerede,” vurderer Christian Schwarz Lausten.

Selvfølgelig har ideen – en deleplatform til video- og fotofolk – også noget at sige, og her mener han, at Wedio rammer ind i en markedstrend, hvor visuelt content stadig bliver mere efterspurgt.

“Der vil være et kæmpe behov for nogle, der kan forbinde supply og demand. Det er ikke fordi, jeg kender produktionsverdenen særlig godt, men jeg kendte heller ikke mødelokaler særlig godt. Det vigtige er, at man kan se, at tilgangen til at fange markedet er det rigtige, og der synes jeg, Wedio-teamet har fået etablerede en platform, hvor de arbejder på den rigtige forståelse for både supply og demand, som er afgørende for enhver platform,” siger han.

Investerer tilbage i Aarhus-miljøet

Teamet bag Gaest.com sidder stadig i Aarhus, og for Christian Schwarz Lausten har det da heller ikke været tilfældigt, at den første investering er i et Aarhus-startup.

”Vi har altid arbejdet med iværksætteri og været med til at skabe miljøer omkring økosystemet i Århus. Det er jo de første exits som Podio for snart 10 år siden, der begyndte at skabe økonomi for nogle mere risiko-villige aktører, som spytter tilbage i økosystemet,” siger han.

Han anerkender, at succeshistorier som den om Gaest.com kan være med til at booste et lokalt iværksættermiljø som i Aarhus. Men han understreger også, at investeringen ikke er velgørenhed for økosystemets skyld.

”Det er jo selvfølgelig indirekte en måde at støtte økosystemet på. Det betyder noget for os, men det er først og fremmest fordi, vi ser en god forretningsmulighed,” siger han.

FLERE FRA COMMUNITY
Mest læste
This site is registered on wpml.org as a development site.