You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Fra motocross til beauty-iværksætter: Giver botox-branchen en teknologisk overhaling

Maiken Paaske har gennem de seneste år hjulpet prominente tech-startups i Aarhus. Nu lancerer den tidligere motocross-kører sin egen satsning indenfor BeautyTech.

Maiken Paaske har gennem de seneste år hjulpet prominente tech-startups i Aarhus. Nu lancerer den tidligere motocross-kører sin egen satsning indenfor BeautyTech.

Det lå ikke altid i kortene, at Maiken Paaske skulle arbejde med startups eller beauty. I bagagen har hun nemlig en lang historik som motocross-atlet.

“Jeg har kørt motocross en stor del af mit liv, og da jeg var teenager fyldte det især meget. Men da jeg kom på universitetet og blev introduceret til programmering og design, begyndte mine interesser og prioritering at skifte. Det resulterede i, at jeg joinede Lunar Way i virksomhedens helt tidlige dage – og ret hurtigt fandt jeg ud af at mit drive, min psyke og arbejdsmoral ikke kun passede godt ind i motorsport-verdenen, men også i startup-verdenen, hvor konkurrencen kan være hård, og hvor man til tider virkelig kæmper nogle kampe, for at få tingene til at lykkes,” siger hun.

Læs også: Lunar Way har lavet sit nye design sammen med 500 brugere

Ud over at have været en af de første ansatte i fintech-scaleuppet Lunar Way, har hun ageret marketingchef for Plecto. Men nu tager hun springet fuldt ud som stifter og direktør af BeautyTech-virksomheden ‘Beauty Match’ – og hun mener selv, at den utraditionelle kombination af motorsport og indgående kendskab til startup-verdenen kommer til hendes fordel.

Vil gøre Botox-tabu til forretning

I 2023 forventes industrien for kosmetiske behandlinger at runde en omsætning på 22 milliarder dollars – og danskerne er for længst hoppet med på botox-bølgen. Men på trods af at flere får foretaget kosmetiske behandlinger, så er området stadig præget af tabu og manglende transparens.

Det mener Maiken Paaske, som selv har oplevet dem på egen krop, da hun overvejede hvilken klinik, hun skulle vælge.

“Det var umuligt at vide, hvilke klinikker der havde en god kvalitet, hvilken autorisation de havde, og hvilke man skulle holde sig væk fra. At en klinik markedsfører sig godt, er ikke ensbetydende med at kvaliteten af behandlingen er god. Samtidig var det udfordrende, at sammenligne priser på tværs af klinikkerne, da både prismodeller og produktkatalog varierer meget fra klinik til klinik,” fortæller Maiken Paaske.

Det blev afsæt for at hun tog sagen i egen hånd, og begyndte at udvikle den digitale platform, Beauty Match: En markedsplads hvor forbrugeren får overblik over udvalget af kosmetiske klinikker, og hvor klinikkerne er rangeret ud fra priser, autorisering og kvalitet.

“Jeg savnede ét samlet sted, hvor jeg hurtigt kunne gennemskue markedet ift. kvalitet, sikkerhed og pris, så jeg kunne træffe en velovervejet beslutning – ligesom man fx kender det fra store markedspladser som Just-Eat og Hotels.com. Så jeg satte mig for at lave sådan en platform, for at skabe mere transparens, sikkerhed og kvalitetssikring indenfor beauty-branchen,” siger Maiken Paaske.

Klar til åbning efter måneder forberedelse

Efter måneders forberedelser er Maiken Paaske og hendes lille team af udviklere klar til at åbne op for platformen i starten af juni.

Til en start vil 50 klinikker i primært Aarhus og København være at finde på platformen, der kommer til at betale for hver booking der foretages gennem platformen – ganske som man kender det fra Just-Eat og Hotels. Til gengæld er platformen gratis for brugerne.

“Jeg er blevet positivt overrasket over interessen både fra klinikkerne selv, forbrugerne og ikke mindst investorer. Markedet er modent nu – efterspørgsel og udbud stiger og stiger, og det danner det ideelle afsæt for vores markedsplads,” siger Maiken Paaske.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY