You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

”Det der mangler i Aarhus er, at iværksætterne rykker tættere sammen”

Hvordan gør man Aarhus til en bedre by for iværksættere? Det var dagens store spørgsmål under den politiske debat til dette års iværksætterfestival i Aarhus.

Hvordan gør man Aarhus til en bedre by for iværksættere? Det var dagens store spørgsmål under den politiske debat til dette års iværksætterfestival i Aarhus.

København har er uden sammenligning det største og mest etablerede startup-økosystem herhjemme. Men mens Odense i de seneste år har cementeret sig som en robot-stormagt på den helt store scene, har den jyske hovedstad stadig ikke for alvor fået defineret sin styrke – trods perlerækken af succes-startups, der er udsprunget af Aarhus.

Derfor var der også lagt op til debat omkring, hvordan Aarhus kan blive en bedre by for iværksættere, da iværksætterfestivalen for femte gang løb af stablen på Dokk1 i Aarhus i sidste uge.

Jakob Bundsgaard (Aarhus’ borgmester), Brian Bech Nielsen (Rektor på Aarhus Universitet), Sisse Melsen (Head of operations hos DanBan) og Ken Villum Klausen (stifter og CEO i Lunar Way) mødtes på den store scene, og her lagde sidstenævnte ud med en opsang til iværksætterne – inklusiv sig selv.

”Vi står i Aarhus og er sjældent heldige med hele den opbakning der er til iværksætteriet. Både fra uddannelser og kommunen. Det der mangler i Aarhus er, at iværksætterne rykker tættere sammen. Det er iværksætterne selv, der skal træde frem og bygge det her community,” siger Ken Villum Klausen.

Han havde selv lige oplevet det på egen krop: Efter hans oplæg om Lunar Way på en anden scene, blev han mødt af spørgsmål fra en lang række iværksættere, som han aldrig før havde mødt. Og det mente han ikke kunne løses ved et stort, kommunesponseret iværksætterhus – iværksætterne i byen skal simpelthen bare blive bedre til at mødes, udveksle erfaring og løfte hinanden.

Ken Villum Klausen CEO og stifter af Lunar Way til iværksætterfestival på Dokk1 i Aarhus

Flere investeringer lokalt

Rektoren fra Aarhus Universitet, Brian Bech, var helt enig i, at der skal skabes bedre kontakt på tværs, hvis startup-miljøet skal videre i Aarhus. Universitetet arbejder selv på et iværksætterhub kaldet ”The Kitchen” i det gamle kommunehospital, som skal være et sted hvor iværksættere kan mødes og udleve deres drømme.

Men han ser også en helt grundlæggende kapitaludfordring for byen.

”Det er ikke fordi der er mangel på kapital i Danmark. Men der er brug for kapital, der ser det som sin opgave at udvikle den her del af landet,” siger Brian Bech.

Den udfordring ser han også som en del af forklaringen på, at de mest succesfulde virksomheder ofte flytter videre til København eller udlandet, før de for alvor når at vokse sig store i Aarhus.

”Det er en bekymring jeg personligt har. Jeg har set flere virksomheder i miljøet få succes, og på den ene eller anden måde er det nemmere at udvikle den succes i hovedstaden eller i Berlin. Det er sådan set godt nok, men vi nødt til at sikre os, at der også sker noget her i byen,” siger han.

Pay it forward

Borgmesteren tog sin del af opgaven på sig i den forstand, at en stor del byens tiltrækningskraften for iværksættere slet og ret handler om at lave en spændende by.

Men han efterlyste også, at de iværksættere der har bygget en stor forretning og fået succes kommer tilbage som ildsjæle, der kæmper for økosystemet lokalt – dem der bygger broer og investerer tilbage i de nye, lokale startups.

”En af de ting jeg tror, vi kan gøre bedre, er en udvikling af vores investormiljø i byen. Det er fedt der er business angels, men vi har også brug for at lave en platform for store, institutionelle investorer, og dem der lykkes skal have lyst til at komme tilbage og bruge det, de har tjent, på miljøet i byen,” siger han.

Jacob Bundsgaard borgmester i Aarhus Kommune

Aarhus skal være mindre jysk

Iværksætteren Ken Villum Klausen sluttede af med en opfordring til at droppe de begrænsede armbevægelser. Aarhus skal hele vejen igennem turde tænke stort og samtidig sige det højt.

Det er godt nok med tilbud til den selvstændige frisør, men man skal også turde satse på vækstvirksomhederne, som han og Lunar Way er eksponent for. Får de første succes lokker det investorerne til at tro på Aarhus-miljøet, og det kan blive en selvforstærkende effekt.

”Nogle gange bliver vi meget jyske i Aarhus, hvor vi i hvert fald skal huske de små iværskættere. Men jeg tror, at mange vc’s så småt er begyndt at få øjnene op for Aarhus. Der er succeshistorier som lokker investorerne til, og hvis vi nu selv kan begynde at tage ansvaret, vil det være nemmere at samle 12 investorer, sætte dem i en vandflyver og flyve dem til herover,” siger han.

Og samtidig brugte han anledning til at kigge ind ad for at allokere mere tid til faktisk selv at give tilbage til økosystemet i Aarhus.

”Min dårlige samvittighed kommer frem i dag: Så hvis jeg skal gøre mit for at løfte Aarhus allerede på mandag, er det nok ved at tage stafetten og snakke med nogle af alle dem, der skriver og gerne vil have hjælp,” siger han.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY