Danskere starter global markedsplads for yogatræning
Danskere starter global markedsplads for yogatræning

HelloYoga forbinder yogalærere med yogaudøvere fra hele verden gennem personlige en-til-en træningstimer. Startuppet er stiftet af Adam og Sara Sheikh Hjorth, der har brugt 15 måneder og investeret fire millioner i at kode en højteknologisk platform. Topfolk fra Uber og Yelp er med på rejsen.

HelloYoga forbinder yogalærere med yogaudøvere fra hele verden gennem personlige en-til-en træningstimer. Startuppet er stiftet af Adam og Sara Sheikh Hjorth, der har brugt 15 måneder og investeret fire millioner i at kode en højteknologisk platform. Topfolk fra Uber og Yelp er med på rejsen.

Intimiderende træningstimer med 30 smidige, svedige yogaudøvere i små lokaler, lange cykelture til træningscenteret og månedsmedlemskaber, hvor pengene fosser ud af kontoen skal være fortid. Som verdens første platform for yogaudøvere og yogalærere fra hele verden giver HelloYoga mulighed at skifte det scenerie ud med en-til-en træningsessioner foran computeren.

“HelloYoga er den første markedsplads inden for yoga, der benytter en-til-en videoteknologi. Store selskaber som Google, Facebook eller Skype tillader ikke plugins i deres løsninger, så vi har brugt 15 måneder og fire millioner kroner på at kode vores egen platform og bygget en platform for yogainstruktører fra hele verden,” siger Adam Sheikh Hjort, der har startet HelloYoga med sin kone Sara Sheikh Hjort.

Adam Sheikh Hjort stiftede sammen med Dennis Forchhammer og Jesper Brock-Jørgensen Happy Helper i 2015, men efter rengøringstjenesten ramte mini-børsen sidste år, trak han sig fra ledelsen og satte sig i stedet på en post i bestyrelsen. Det har frigivet tid til at fokusere på det nye projekt, der ligesom Happy Helper bygger på en deløkonomisk fundament af en digital markedsplads.

“Jeg er fascineret af de skaleringsmuligheder, der er i markedspladser og måden de kan disrupte industrier på. Det har været en udfordring for teamet at komme på plads med teknologien, og det er nok derfor, ingen har givet sig i et kast med det før. For os har spørgsmålet aldrig været, om der er plads til det konceptet på markedet, men om hvem der kom først og or gjorde det bedst,” siger Adam Sheikh Hjort.

Lave priser er ikke social dumping

Allerede inden lanceringen har HelloYoga 4000 tilmeldte yogainstruktører, der alle er kommet til siden nytår. Majoriteten af instruktørerne er fra Indien men nyheden har også bredt sig til Spanien og Argentina. HelloYoga vil tage kampen op mod eksisterende yogacentre ved at gøre det markant billigere.

55 minutters yoga kommer til at koste 95 kroner og til august tilføjes desuden abonnement, hvor man kan træne op til seks gange om måneden for 275 kroner.

“Det er vigtigt for os, at HelloYoga prismæssigt er et reelt alternativ til et medlemskab i fitnesscenteret eller det lokale yogastudie. Det prispunkt kan vi ramme ved at samarbejde med lærere fra Indien, Spanien og Argentina. Selvom HelloYoga er personlig yogatræning one-to-one, er det billigere end eksempelvis SATS og mange lokale studier,” siger Adam Sheikh Hjort.

I bestræbelserne på at få fodfæste i det danske marked fik Happy Helper en del kritik for at udføre social dumping af arbejdskraft. Men det mener Adam Sheikh Hjort ikke er tilfældet med HelloYoga.

“En høj lønning i Indien er en lav lønning i vestlige lande, og vi kan dermed sikre en lav pris for et produktet. I kraft af at yoga kommer fra Indien, så er en stor del af de 4000 tilmeldte fra den del af verden. Indiske yogalærer arbejder typisk freelance og rejser efter sæsonarbejde, derfor giver det stor mening for dem at kunne arbejde hjemmefra og på deres præmisser,” siger Adam Sheikh Hjort.

Paltformen har endnu ikke nogle danske eller nord-europæiske undervisere tilmeldt.

Global genklang

Fra dag ét har HelloYoga været tænkt som et globalt firma, og derfor har stifterne også besluttet sig for at etablere bestyrelsen med base i New York. Det har tiltrukket nogle prominente navne og kigger man på navnene falder opmærksomheden især på Paul Reich, Senior Vice President Yelp, og Deepankar Tiwari, Head of Uber Asia.

”Til at realisere skalering har vi fået nogle meget stærke kompetencer med på rejsen. Paul Reich og Deepankar Tiwari er vanvittigt dygtige til at drive markedspladser og har en unik erfaring i globale brugere og skalering af produkter til private forbrugere. De anerkender den unikke værdi vi skaber for både instruktør og bruger. Det er vi naturligvis meget stolte over. Det er ikke hver dag man får topledelse fra Uber og Yelp med i sit board og ejerkreds,” siger Adam Sheikh Hjort.

Ifølge HelloYogas tal er der mere end 60 millioner yoga-udøvere i USA og Europa. Man regner med at rulle platformen ud i Norge og Sverige senere på sommeren og Storbritannien og USA til efteråret. Men der skal findes kapital til at sikre udrulningen.

“Vi har etableret bestyrelsen i New York og vi sigter efter amerikansk investering i slutningen af året. Det er det største marked for os, og derfor giver det mening at finde amerikanske investorer. Produktet er en-til-en globalt og kræver ikke lokale tilpasninger. Efter nogle måneders stresstest i Norden kan vi nu lancere og kigge på de næste skridt,” siger Adam Sheikh Hjort.

Selvom de fleste instruktører befinder sig på den anden side af kloden, skal man ikke frygte for, at det går ud over kvaliteten.

“Indien har investeret massivt i it-infrastruktur og de fleste af de indiske undervisere befinder sig i større byer, hvor forbindelsen markant bedre end andre steder i verden. Det kan selvfølgelig blive et problem hvis underviseren befinder sig i yderområder, men det kan vi holde øje med på platformen og vi vil sikre et højt niveau af undervisning. Oplevelsen af den digitale platform skal jo muliggøre den fysiske oplevelse,” afslutter Adam Sheikh Hjort.

FLERE FRA COMMUNITY
Mest læste
This site is registered on wpml.org as a development site.