Christian Wienberg, stifter af Jube.co.
Airbnb for kameraudstyr: ”Folk vil leje videoudstyr af hinanden uanset om vores platform findes eller ej”
Airbnb for kameraudstyr: ”Folk vil leje videoudstyr af hinanden uanset om vores platform findes eller ej”

Selvom ”Airbnb for kameraudstyr” lyder lidt som en floskel for stifteren, er det ikke desto mindre der, startuppet Jube.co vil hen. Der er nemlig allerede et marked, hvor private, freelancere og små produktionsselskaber lejer videoudstyr af hinanden – og det vil startuppet forbedre med sin nye platform.

Selvom ”Airbnb for kameraudstyr” lyder lidt som en floskel for stifteren, er det ikke desto mindre der, startuppet Jube.co vil hen. Der er nemlig allerede et marked, hvor private, freelancere og små produktionsselskaber lejer videoudstyr af hinanden – og det vil startuppet forbedre med sin nye platform.

Hele sit professionelle liv har Christian Wienberg brugt i mediebranchen. Først som børnestjerne, der kæmpede mod ’Det Sorte Broderskab’ i den danske filmserie ’Tempelriddernes Skat’. Og efterfølgende på den anden side af kameraet, da han købte et videokamera og begyndte at lave film for virksomheder.

I takt med at hans videobiks voksede, fik han brug for nyt – og stadig dyrere – udstyr for at løse kundernes ønsker. Og han begyndte at undre sig over, at der ikke fandtes en bedre lejemulighed.

”Mange i branchen kommer til at opleve at stå og mangle udstyr, og hvor får man fat i det henne? Der findes store udlejningshuse med en masse udstyr, men de er primært rettet mod store filmproduktioner – så prisen og servicen er også derefter,” siger Christian Wienberg.

I starten brugte han selv sit netværk og forskellige Facebook-grupper til at leje udstyr af private og små produktionsselskaber. Men det var en meget tidskrævende metode.

”Jeg begyndte at undersøge, om ikke der fandtes en samlet platform, hvor man kunne leje udstyr af andre private – en slags Airbnb for kameraudstyr. Det er ikke en unik ide, men nogen skal jo lave den,” siger Christian Wienberg.

Da han ikke kunne finde en eksisterende platform med et ordentlig udbud, gik han selv i gang med at løse problemet. Med noget open-source software fik han lavet en Airbnb-klon, som var hans MVP for ideen, som fik navnet Jube.co. Og efter et par år med hobby-udvikling, har han nu rejst penge og sagt sit faste job op, for at lave den bedste ”Airbnb for kameraudstyr”-platform.

Platformssucces har skabt en bølge af kloner

Enormt succesfulde platformsvirksomheder som Airbnb og Uber, der forbinder private købere og sælgere, har medført en generation af iværksættere, der markedsfører deres nye ide som ”Airbnb for X” og ”Uber for Y”. Både fordi det giver gode associationer til et succesfuldt startup, men også fordi det er en enkel måde at forklare blandingen af platforms- og deleøkonomi.

Er din startup-ide taget? BuzzFeed har lavet en grafik, hvor du kan se, om der allerede findes en “Uber for Gamers” eller “Airbnb for Socks”, før du går i gang med at udvikle ideen.

Bare fordi man kalder sig en kopi, betyder det dog langt fra, at det er nemt at kopiere de amerikanske forbilleders succes. Det kræver brugere på både udbuds- og efterspørgselssiden – altså fx både udlejere og lejere af lejligheder. Og det kræver samtidig et tilstrækkeligt stort marked, hvis det skal være en forretning. En udlejningsplatform for bestik til din fest vil sagtens kunne have et marked, men nok ikke i samme størrelse som Airbnb.

Netop de tanker gjorde Christian Wienberg sig også, før han sagde sit faste job op til fordel for Jube.co. I udgangspunktet var han nemlig lidt betænkelig ved at kalde løsningen ”Airbnb for kameraudstyr”, men efter års betatest er det alligevel endt med at blive beskrivelsen.

”Folk lejer allerede af hinanden privat på fx Facebook. Så vi er her, fordi der er et reelt problem, som vi kan løse. Det er en adfærd, der allerede er i markedet – ikke et marked vi forsøger at skubbe i gang,” siger han.

En ny branche kræver skræddersyet platform

Virksomheden Jube.co ønsker dog heller ikke længere ’bare’ at være en Airbnb for kameraudstyr. Derfor er open-source teknologien, der drev websitet, skiftet ud med en Jube.co selv har udviklet, så den bedre understøtter de behov, som kamerafolkene der bruger platformen faktisk har.

”Den største udfordring, når man bruger en skabelon, er, at den dybt nede i maskinrummet ikke er skræddersyet til branchen. Man kunne kun oprettet annoncer til én ting. Det er nemt, hvis det en bil eller en lejlighed, man skal leje ud, men i videobranchen lejer du et kamera, et par objektiver og måske nogle lamper. Problemet var at udvælge præcis det udstyr man mangler og pakketere det,” siger Christian Wienberg.

Derfor har den nye software også fået et lag af avanceret lagerstyring. Med den del på plads kan Jube.co nemlig bygge en helt række nye funktioner, som gør det endnu nemmere at leje kameraudstyr branchefolk imellem.

”Det gør det muligt at plukke det, man lige mangler, og putte det i indkøbskurven – også fra forskellige personer. Selv de store udlejere har ikke et lignende system i dag – der foregår det meste stadig på mail,” siger Christian Wienberg.

Efter at have brugt et år på at tale med forskellige forsikringsseskaber, lykkedes det sidste år startuppet at lave en aftale med Topdanmark, som gerne ville forsikre det dyre dele-kameraudstyr.

Løsningen er derfor også med til at skabe større gennemsigtighed i branchen, forklarer han, for med gennemsigtige priser på tværs af leverandører kan videoproducenter i alle prisklasse få en ide om, hvad det koster at leje det nye, vilde kamera eller en drone – og på sigt services.

”Vi kan implementere services som produkter – fx en dronepilot – fordi systemet er sat op til det. Om det så bliver til, at man også kan finde kamerafolk eller andre ressourcer til sin produktion, må vi se. Men vi vil i hvert fald gerne derhen, hvor vi bliver en one-stop-shop for videobranchen,” siger Christian Wienberg.

FLERE FRA COMMUNITY
Mest læste
This site is registered on wpml.org as a development site.